Som karrierevejleder er du en central del af det nye bemandingssystem, og du gør en forskel i arbejdet med at forme, afslutte og implementere dialogbaserede karriereplaner på tværs af myndigheden og i hele Flyvevåbnet.
Sammen med de øvrige karrierevejledere vil dit fokus indledningsvis være at bidrage til kortlægningen af stillinger og synliggørelse af karriereveje i den lokale myndighed samt særligt på tværs af Flyvevåbnet. Du er herved med til at lægge de byggesten, som medarbejderne skal inspireres af, samt du og cheferne senere skal være med til at karrierevejlede på basis af.
I forlængelse af ovenstående vejleder og uddanner du chefer, ledere og medarbejdere i dialogbaserede karriereplaner. Du støtter ledere og chefer i at guide medarbejdere om deres karriereveje og muligheder. Du gennemfører karrierevejledning af soldater og civile medarbejdere, således at deres færdigheder, ambitioner og mål matches med forsvarets behov. Du har derfor en bred kontaktflade både hos chefer og medarbejdere.
Du udfører således både udviklingsopgaver, hvor du er i en fremtrædende og faciliterende rolle, og i andre tilfælde arbejder du mere tilbagetrukket, hvor du støtter ledelsen i enkeltsager. Gennem analyse og et tæt samarbejde med den enkelte myndighed, planlægger og tilpasser du lokale opgaver.
I koordination med de respektive HR-enheder planlægger og faciliterer du bemandingsmøder. Du er den faglige garant for, at vejledningen og bemandingsprocessen, foregår inden for gældende forvaltningspraksis.
Eksempler på nogle af dine kommende arbejdsopgaver:
- Bidrage til planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af fysiske og virtuelle karrieredage i samarbejde med myndigheden
- Forestå indsamling af data, analyse og rapportering
- Bidrage til talent management i samarbejde med HR-partnerne og i koordination med den respektive HR-enhed
- Bidrage til udarbejdelse af karriereskitser for medarbejdere samt journalisering heraf
Dit faste arbejdssted er Flyvestation Aalborg med mulighed for hjemmearbejdsdage når det giver mening for opgaven, dig og sektionen som helhed.