Dine primære arbejdsområder
- Varetage daglige bibliotekssystemsopgaver, herunder løbende opsætning og tilpasning af bibliotekssystemet Alma og søgemaskinen Primo VE, der sikrer overensstemmelse mellem bibliotekets samling og bibliotekssystemet
- Understøtte Alma-workflows i forbindelse med anskaffelse af bøger og tidsskrifter, og i forbindelse med standardisering af formater, ensretning af poster i Alma o.lign(dvs. i forbindelse med import af poster og katalogpleje
- Bidrage med analyser af bibliotekets samling ifm. udvikling af, hvordan vi udvælger, anskaffer og gør vores materialer tilgængelige
- Indgå i forskellige projekter. F.eks. overgang til ny katalogiseringsstandard i 2026 i samarbejde med andre forsknings- og uddannelsesbiblioteker
- Deltage i nationale og internationale netværk. F.eks. i forskellige arbejdsgrupper i det nationale Alma-konsortium, Dan Ge LU og IGe LU
Om teamet Du bliver en del af Team Bibliotekssystem og Informationsressourcer sammen med 6 andre kolleger. Udover vores bibliotekssystem arbejder teamet også med indkøb, licensadministration og fagreference. Teamet samarbejder om at gøre den relevante information tilgængelig for vores brugere. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores anden bibliotekssystemsadministrator.
Om dig
Vi forventer, at du har interesse for og kendskab til systemadministration og biblioteker, og til katalogiseringsformater(meget gerne MARC 21 eller dan MARC2), og at du kan bidrage til at bygge bro mellem bibliotekssystem og samling. Det er ikke et krav, at du har stor erfaring med alle ovenstående områder, men det er en fordel, hvis du har erfaring med Alma, Alma Analytics og MARC 21/dan MARC2.
Du skal kunne lide at blive udfordret både fagligt og personligt i en organisation, hvor opgaverne er foranderlige og dynamiske, og hvor løsningerne ofte skabes sammen med andre kolleger. Derfor har vi brug for en kollega, som tager ansvar og som kan stille spørgsmål og lytte.
Din nye arbejdsplads
Aalborg Universitetsbibliotek har en flad organisationsstruktur, hvor vi lægger vægt på at løse opgaver på tværs af teams. Vi har en direkte og uformel omgangstone, og vi glæder os til, at du kommer og gør vores team endnu stærkere. Vi har afdelinger i Aalborg øst, Aalborg centrum, Esbjerg og København.
Stillingen er en fast stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Vi lægger vægt på balancen mellem arbejdsliv og fritid, og du har udover flextid også mulighed for at arbejde på distancen efter nærmere aftale.
Lyder det som noget for dig?
Stillingen er til besættelse pr. 1. december 2024. Vi forventer at afholde samtaler torsdag d. 10. oktober 2024. Så send os dit CV og en ansøgning senest søndag d. 6. oktober 2024.
Vi vil gerne opfordre til, at du ikke indsætter identitetsoplysninger i din ansøgning eller dit CV såsom navn, alder, køn, civilstatus eller profilbillede.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte:
Områdeleder Thomas Vibjerg Hansen, tlf. 9940 7306,tvh@aub.aau.dk.
Chefkonsulent Kasper Løvschall, 9940 7303,kl@aub.aau.dk.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning i h. t. overenskomst for akademikere i Staten med indplacering som AC-fuldmægtig eller Specialkonsulent. Indplacering sker på baggrund af kompetencer, erfaring og anciennitet med mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Såfremt indplacering sker som AC-fuldmægtig ydes rådighedstillæg i stillingen.
Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.
Aalborg Universitet skal modtage din ansøgning elektronisk vedhæftet CV, eksamensbevis og anden relevant dokumentation. Åbn linket"søg stillingen online" og udfyld ansøgningsformularen. AAU ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.