”Vi vil have voksne, der griner”
Skal det være dig?
M. C. Holms Skole søger en special-lærer til skolens ”Mellemform”.
Hvor er vi heldig på MCH! Vi har voksne, der kan skabe trivsel og deltagelsesmulighed.
Vi har voksne, der kan arbejde med børns læring og dannelse i en ramme, der er inspireret af den legende tilgang til læring.
Vi søger en voksen mere, der også kan det – én læreruddannet voksen til vores Mellemform-afdeling, hvor børn med særligt støttebehov modtager undervisning i en lille gruppe.
Stillingen er delt mellem undervisningstimer i Mellemform og undervisning i folkeskolens fag i almen-klasser. Opgaverne i almenklasserne afhænger af dine linjefag, og skal aftales, når rette vedkommende er ansat.
Forskellen du vil gøre
Du er interesseret i at arbejde med specialpædagogisk støtte og undervisning i Mellemform. Du brænder for børn med støttebehov, og du brænder for at arbejde med læring og trivsel som hinandens forudsætninger. Du trives med en omskiftelig og fleksibel hverdag, hvor du både skal have plan A, B og C i spil, fordi du altid er klar på at justere det pædagogiske og didaktiske indhold til børnegruppen. Du elsker at arbejde anerkendende og relationsbåret – både overfor børn, forældre og kolleger på tværs af årgange og klassetrin.
Du kan se dig selv bidrage positivt til det flerfaglige samarbejde, som altid er i spil, når vi arbejder med børn med støttebehov. Du har et naturligt behov for at skabe struktur for børn og kolleger, og er den, der tager teten i forhold til handleplaner, journalisering og øvrige dokumentationsbehov i et tværprofessionelt samarbejde omkring børnene. Sidst men ikke mindst så er du læreruddannet og har eller er klar til at tage specialpædagogisk efteruddannelse.
Fordelene vi er fælles om
Vi arbejder med specialpædagogisk bistand organiseret som både holdbaseret og klassebaseret specialpædagogisk støtte. Den ledige stilling er som primær lærer, klasselærer og koordinator i den holdbaserede mellemform.
Børnene i Mellemform har det til fælles, at de har et specialpædagogisk støttebehov – primært på baggrund af generelle indlæringsvanskeligheder, opmærksomhedsforstyrrelser og/ eller inden for autismespektret.
Børnene har også det til fælles, at de har behov for støtte for at være i og forblive en del af et stærkt fællesskab. Visionen er, at alle børn på MCH skal have lige deltagelsesmuligheder og have en naturlig adgang til de sociale arenaer, som er en del af det gode børneliv. Det er det, de voksne arbejder sammen om på tværs af klasser og behov.
Vi ved, at leg og trivsel i barndommen går hånd i hånd. Vi ved også, at 63% af børn i skolealderen mener, at det er lidt eller meget vigtigt at lege. Derfor skal du være indstillet på at arbejde med den legende tilgang som løftestang for elev- motivation, engagement og fællesskabsfremmende indhold i hverdagen
Det, du kan forvente.
Mellemform på MCH er et samarbejde. Vi arbejder sammen om hverdagen i den holdbaserede undervisning, når børnene er i den lille gruppe. Vi arbejder sammen med lærere og pædagoger, når børnene fra Mellemform modtager undervisning som en del af den almenklasse, som de også tilhører (klassebaseret mellemform).
Vi arbejder med co-teaching, legende tilgang til læring, fællesskabsfremmende aktiviteter i form af trivselsaktiviteter og omlagte dage og emneuger.
I den holdbaserede undervisning i den lille gruppe (Mellemform MCH) arbejder vi ud fra børnenes individuelle handleplaner. Det gør vi med stationsundervisning, fælles emner og læringsaktiviteter baseret på leg og træning med konkrete materialer. Vi er flere voksne om opgaven organiseret som delvist selvstyrende team.
Skolens vejlederkorps og øvrige ressourcepersoner er tæt tilknyttet og giver vejledning til undervisningens indhold.
PPR, Morsø Kommune er tilgængelige for et flerfagligt samarbejde, hvor der er mulighed for sparring og vejledning. Det betyder, at vi systematisk mødes med PPR til sparring fra pædagogiske konsulenter, PPR-psykolog, logopæd, børne-/ ungerådgiver og sundhedsplejerske.
Planen vi følger.
Skolen nedsætter en ansættelsesudvalg, som vælger kandidater til samtale ud fra de indkomne ansøgninger. Inden ansøgningsfristen kan man besøge skolen og høre mere om hverdagens drift i Mellemform. Man kan med fordel orientere sig om Morsø Kommunes skolevæsen, vision, børne-/ ungesyn og arbejdsform via https://mors.dk/mosaikken
ningsfristen er torsdag d. 26. september. Vi indkalder til samtale via mail fredag d. 27. september. Samtalerne finder sted mandag d. 30. september. Vi ønsker stillingen besat snarest derefter, men vi venter naturligvis på den rette.
Om skolen
M. C. Holms Skole er indskolingsskolen i Nykøbing Mors, hvor alle byens børn fra 0.-3. klasse går i skole og SFO. Skolen har ca. 300 børn og ca. 50 pædagogiske medarbejdere.
Vi er en skole med et særligt fokus på fællesskabets styrke og prioriterer således traditioner, morgensang og omlagte dage og trivselsfremmende aktiviteter højt. I såvel skoletiden som SFO er vi ude og en del af naturen – udeaktiviteter er en stor del af vores hverdag. Lokalområdets mange muligheder bringes med ind i skolen, ligesom vi aktivt er ude og deltage i fælles aktiviteter i fx OPHAV og Makerspace Mors.
Yderligere info om M. C. Holms Skole finder du på https://mcholms.aula.dk
For mere information
For øvrig information kan du kontakte skoleleder Line Abildgaard. Kontakt os meget gerne for aftale om en rundvisning eller ved behov for uddybning.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.