Har du erfaring med ledelse og udvikling af uddannelsesområdet? Er du interesseret i vejledning og studerende? Så søger vi en ny leder af Studievejledningen på CBS, som vil bidrage til den fortsatte udvikling af Studieadministrationen, og som er motiveret af at skabe udvikling og retning til gavn for både studerende og CBS. Studieadministrationen, som Studievejledningen er en del af, er en central og forretningskritisk enhed for CBS med mange samarbejdsflader på tværs af organisationen. Studievejledningen arbejder med valg-, trivsels- og gennemførselsvejledning på tværs af alle daguddannelser og bringer viden om studerende i spil i samarbejde med resten af organisationen. I forbindelse med igangværende omorganisering bliver Studievejledningen skilt ud som en selvstændig afdeling i Studieadministrationen, og der er derfor tale om en nyoprettet stilling. Vi forventer, at Studievejledningen har omkring 16 fuldtidsmedarbejdere og fem studenterstudievejledere per 1. januar 2025. Som leder af Studievejledningen vil du referere til studiechefen og indgå i en ledergruppe på syv ledere. Som ny leder af Studievejledningen forventer vi, at du – sammen med medarbejderne – udvikler et samlet og sammenhængende vejledningstilbud, hvor du bruger din viden og faglighed til at udvikle nye vejledningsmetoder og vejledningstilbud, der følger de studerendes behov. Opgaverne i stillingen er først og fremmest at:
drive og implementere komplekse forandringer både i og uden for Studievejledningen
varetage faglig ledelse og personaleledelse af Studievejledningen
sikre høj kvalitet og stabil drift af Studievejledningens kerneopgaver
Vi forventer, at du:
har vejledningsfaglighed – som du både kan sætte i spil og udvikle
har viden om uddannelsessektoren – hvor du både kan arbejde strategisk og med det enkelte menneske
har erfaring med ledelse – det kan være faglig ledelse, teamledelse, forandringsledelse, personaleledelse eller anden form for ledelse
Vi ønsker os, at du som leder og menneske:
Arbejder aktivt med tillid og udvikling
Har en involverende og motiverende tilgang til ledelsesopgaven med fokus på samarbejde
Forstår at formulere klare mål og visioner for områdets arbejde og udvikling
Tager ansvar og står på mål for dine værdier og beslutninger
Interesserer dig for studerende af alle slags – og deres ønsker, behov og trivsel
Evner at foretage de nødvendige prioriteringer og agere på alle niveauer i en kompleks organisation under forandring
Du kan forvente:
En arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på kvalitet og fælles løsninger
Fagligt dygtige medarbejdere med stor viden og højt engagement
Vilje til at afprøve nye tiltag og løbende udvikling
En ledergruppe, der har fokus på at udvikle sig og spille hinanden gode
Ansættelse og aflønning sker som chefkonsulent med personaleansvar efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation med en indplacering og aflønning afhængig af kvalifikationer og erfaring. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle personlige tillæg. Stillingen ønskes besat per 1. januar 2025 eller snarest muligt derefter. Stillingen er forankret i Studievejledningen, Studieadministrationen, Copenhagen Business School. Arbejdsstedet er Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte studiechef Bitta Nielsen, bini.stu@cbs.dk, eller områdeleder for Student Affairs Anne Mette Hou, amh.stu@cbs.dk, eventuelt med telefonnummer, så du kan blive ringet op. Ansøgningsfrist er tirsdag den 12. november 2024. Samtaler afholdes mandag den 18. november med mulighed for anden samtalerunde onsdag den 20. november. Rekrutteringsprocessen: Copenhagen Business School inviterer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen. Et ansættelsesudvalg vil vurdere ansøgningerne og indkalde et udvalg af kvalificerede kandidater til samtale. Et af CBS’ strategiske mål er at fremme mangfoldighed og diversitet i vores organisation. Derfor bestræber vi os på en ansættelsesproces, der mindsker potentiel bias. Vi opfordrer derfor ansøgere til ikke at inkludere foto eller unødvendige oplysninger om personlige forhold i ansøgningen. Du søger stillingen online ved at åbne linket "søg online", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, eksamenspapirer og cv. Ansøgningsfrist: 12. november 2024.
WE TRANSFORM SOCIETY WITH BUSINESS CBS er et globalt anerkendt businessuniversitet med dybe rødder i den nordiske, socioøkonomiske model. Vi har et bredt fokus på erhvervslivets og samfundets udfordringer i det 21. århundrede. Derfor har vi en samlet portefølje af tværfaglig forskning og uddannelse af høj kvalitet, der har styrket generationer af fagfolk og ledere i den private sektor og andre steder. Universitetet ligger på Frederiksberg og har ca. 20.000 fuldtids- og deltidsstuderende, 800 fuldtidsansatte videnskabelige medarbejdere, 200 ph.d.-studerende og 700 administrative medarbejdere samt en portefølje af bachelor-, kandidat-, MBA/EMBA-, ph.d.-og efter-/videreuddannelser udbudt på både dansk og engelsk. Med vores globale profil følger en forpligtelse til at bidrage til udviklingen af transformative kompetencer hos studerende, kandidater og virksomhedsledere gennem vores uddannelsesaktiviteter og muligheder for livslang læring. Komplekse udfordringer kræver en fælles indsats, og derfor fokuserer vores strategi på at styrke nuværende og starte nye partnerskaber med andre videnskaber, erhvervslivet, myndigheder og civilsamfundet. CBS arbejder kontinuerligt med at blive en mangfoldig og inkluderende organisation, og vi opfordrer alle uanset kønsidentitet og -udtryk, alder, etnicitet, religiøs overbevisning, LGBT+-status, kulturel baggrund m.m. at søge. Kontakt os, hvis du har brug for assistance i søge- eller ansættelsesprocessen, hvis der er noget vi skal vide, eller hvis du som person med handicap ønsker at gøre brug af din fortrinsret.