Er du initiativtagende, værdsætter du et pulserende arbejdsmiljø og kunne du tænke dig at blive en del af Danmarks bedste arbejdsplads? Er du samtidig teknisk interesseret, og nørdet helt ned i detaljen? Eller er du kreativ og har en interesse for at filme og redigere? Så er det netop DIG, vi søger til stillingen som film- og tv-produktionselev (FTP-elev) hos TV 2 SPORT.
Teamet
På TV 2 Sport er fællesnævneren ”Passion”. Passion for sport og en passion for kreativitet og teknik. Vi er ca. 180 medarbejdere der arbejder for at videreformidle og forædle alt slags sport til både de hardcore fans men også Hr. og Fru. Danmark i sofaen. Som FTP-elev hos TV 2 Sport bliver man hurtigt en del af det team og det fællesskab og arbejder på lige fod med dygtige og passioneret kollegaer for at skabe det bedste produkt på alle platforme.
Rollen
Allerede tidligt i forløbet bliver du involveret i store og spændende opgaver, og din læringskurve bliver stejl – men sjov! Du vil påtage dig ansvar, møde opgaver der kræver din indsats, og blive inkluderet i holdet som en af os. Vi tilbyder en yderst alsidig uddannelse inden for teknik, lys, lyd, foto og redigering i et kreativt arbejdsmiljø med engagerede og entusiastiske kollegaer, hvor du har rig mulighed for at lære at udfolde alle dine evner. I løbet af elevtiden bliver du en del af vores OB-team, som hver uge producerer adskillige håndboldkampe, fodboldkampe, badminton og meget mere på direkte tv. Desuden kommer du til at bidrage til vores daglige Sportsnyheder til TV, vores sportskanaler - TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X - samt levere indhold til TV 2 PLAY, Web og vores sociale medier. Du vil også få mulighed for at arbejde som ENG-fotograf, redigeringsteknikker og EVS (slowmotion) operatør på vores sportsevents i ind- og udland.
Din profil
Som et krav skal du have gennemført GF2 (Grundforløb 2) på enten NEXT i København eller Medieskolerne i Viborg inden februar 2025. Af hensyn til stillingen er det en forudsætning, du har et godt farvesyn og normal hørelse. Desuden er kørekort og et godt kendskab til engelsk et krav. For at komme i betragtning til stillingen skal du have stor interesse for tv- og videoproduktion. Herudover skal du:
have teknisk snilde
have motivation til at være fotograf på live-sport
være kreativ og have visuelle evner
være læringsparat og åben for nye tiltag og arbejdsopgaver
være en samarbejdspartner, men samtidig være selvstændig og beslutningsdygtig
kunne arbejde under stramme deadlines, og få det maksimale ud af den tid der er til rådighed.
For at opnå gode resultater bør du udvise ansvarlighed og pligtfølelse. Det er en forudsætning, at du kan tilpasse dig varierende arbejdstidspunkter.
Om TV 2 som arbejdsplads
TV 2 Danmark er en public service-virksomhed med store digitale målsætninger og en mangeårig solid position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi leverer public service på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København. Som en moderne virksomhed ønsker vi at skabe en rummelig arbejdsplads for vores dedikerede medarbejdere. Medarbejdernes trivsel er vigtig for, at vi hver dag kan udkomme med vores indhold og samle danskerne om alt fra store sportsbegivenheder til aktuelle emner om samfundet omkring os. Derfor arbejder vi hver dag med at skabe de bedste rammer for de mange fagligheder, vi har på TV 2. Med fokus på ligestilling, inklusion og trivsel ønsker vi at tiltrække en mangfoldig blanding af talenter, der vil være med til at udvikle fremtidens TV 2.
Søg stillingen
Du skal starte til februar 2025, og dit primære arbejdssted er på TV 2 i Odense. Skoledelen af uddannelsen foregår på Medieskolerne i Viborg eller NEXT i København. Elevlønnen følger den gældende overenskomst mellem TV 2 og Dansk Journalistforbund. Du kan læse mere om FTP-uddannelsen på TV 2 her: https://omtv2.tv2.dk/job/elev-og-praktik-paa-tv-2/ftp-elev/ Vi vil sætte stor pris på, at du sammen med din ansøgning sender et kort videoklip, hvor du filmer og præsenterer dig selv. Vi afholder samtaler fredag den 8. november 2024 hos TV 2 i Odense.
Ansøgningsfrist
Du sender din ansøgning med CV via formularen nedenunder. Ansøgningsfristen er d. 1. november 2024. Vi ser frem til at høre fra dig!