Som F-35 chefingeniør i kontoret i Ballerup under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) spiller du en nøglerolle i driften, vedligeholdelsen og videreudviklingen af de danske F-35 kampfly. Vores opgave er at håndtere modtagelsen, drift, vedligehold og videreudvikling af F-35 kampfly i samspil med det internationale F-35-program. I stillingen kommer du til at arbejde med komplekse systemer inden for flyets tekniske områder (elektronik, stel og motor) inden for rammer af DK Military Airworthiness Requirements (DKMAR).
Vores strukturerede arbejde indebærer et intensivt samarbejde med internationale partnere for at sikre flyenes luftdygtighed, som er kritisk for vores nationale sikkerhed. Derfor er dette en spændende mulighed for at blive ekspert inden for F-35 kampfly og opbygge et stort og bredt netværk på tværs af forsvaret og internationale enheder. Samtidig er du en del af et projekt med stor offentlig og politisk bevågenhed, som spiller en vigtig rolle for Danmarks sikkerhed.
Dine opgaver vil inkludere:
- Fastholde og udvikle det militære typecertifikat efter nationale og internationale standarder.
- Identificere og vurdere tekniske løsninger i samarbejde med den militære design organisation – nationalt og internationalt.
- Udvikle og implementere tekniske løsninger i samarbejde med det internationale programkontor og partnere.
- Bidrage til flyenes nationale certificering, indledende og løbende luftdygtighed.
- Bidrage til faglige fællesskaber og erfaringsudveksling med kolleger fra andre lande.
- Forberede og foretage risikovurderinger af tekniske løsninger i samarbejde med chefer inden for de operative og tekniske områder.
Hvordan ser din hverdag ud?
En typisk arbejdsdag vil du arbejde med daglige tekniske udfordringer i samarbejde med F-35 brugerne og kollegaer fra det internationale F-35 programkontor i USA. En potentiel fejl på et af F-35 kampflyene bliver identificeret, og du sætter dig sammen med dine kolleger for at vurdere, om fejlen er kritisk. Måske kræver en fejl på et F-35 kampfly din tilstedeværelse på vores base i Skrydstrup. Du kører til basen, hvor du arbejder tæt sammen med flymekanikere for at evaluere fejlen og finde en løsning. Efter en grundig vurdering vælger I den bedste reparationsmetode ifølge flyets tekniske manualer. Er fejlen ikke beskrevet i de tekniske manualer, udarbejdes reparationsprocedure af det internationale programkontor, som godkendes nationalt af dig og dine kollegaer. Du har ansvaret for at der nationalt gennemføres en struktureret risikovurdering af implementeringen.
Du vil også deltage i internationale møder, hvor vi udveksler erfaringer og best practice med ingeniører fra andre F-35 nationer. Du præsenterer løsninger på tekniske udfordringer og bidrager til diskussioner om fremtidige forbedringer. Desuden involverer din rolle rejser til F-35 faciliteter i USA, hvor du arbejder direkte med amerikanske kolleger for at opdatere dig på de nyeste teknologier og styrke dine færdigheder