Hos Region Hovedstadens Center for Ejendomme (CEJ) søger vi en byggeprojektleder med en teknisk profil og et hjerte der banker for det gode samarbejde indenfor byggeri og renovering.
Har du en teknisk profil, og vil du være med til at forme fremtidens hospitaler i Region Hovedstaden til gavn for både patienter, pårørende og vores sundhedsfaglige kolleger på hospitalerne? Så er du måske en af vores nye byggeprojektledere.
Center for Ejendomme er en af Danmarks største bygherrer og varetager hundredvis af bygge- og renoveringsprojekter hvert år på de over 80 lokationer i regionen. Vi drifter, vedligeholder og udvider regionens ejendomsportefølje på cirka 2 millioner kvadratmeter med alt fra fredede ejendomme til nybyggeri og gennemfører mange spændende og vigtige bygge, rokade- og renoveringsprojekter i tæt samarbejde med regionens hospitaler og virksomheder. Samtidig er der et stort fokus på bæredygtig vedligeholdelse herunder genopretning af den eksisterende bygningsmasse og nyindretning med bæredygtige materialer og genanvendte møbler.
Om stillingen
I Byg- og Renovering driver ca. 50 kolleger mellem 400-500 projekter om året. Fra ombygnings- og renoveringsprojekter til de større og mere komplekse projekter med mange interessenter – fx når Rigshospitalet skal have udskiftet udtjente elevatorer, eller der skal etableres helt nye sundhedsfaglige løsninger på hospitalerne, fx MR scannere eller robotteknik på Steno Diabetes Center, Nordeuropas største trykkammeranlæg på Rigshospitalet eller tilpasning af de fysiske rammer i Psykiatrien. Vi er altså både meget ude i vores projekter og helt tæt på vores primære samarbejdspartnere, men samles også til ’kontordage’ hvor vi sikrer det administrative spor i projektledelsen og hjælper hinanden.
Vi tilbyder en rolle, hvor du får et stort ansvar og som kræver at man er god til at lykkes sammen med og gennem andre samt tænke helhedsorienteret. Derudover har vi stor mulighed for at tilrettelægge vores arbejdshverdag efter livssituation, vi går sammen op i at være gode kolleger for hinanden i et miljø, hvor sparring, videndeling og tillid mellem kollegaer er en naturlig del af hverdagen, og hvor vi gerne vil høre, hvad du kommer med af værktøjer og viden, som vi sammen kan sætte i spil.
Derudover er vi på udkig efter en kollega, der bidrager med både godt humør og værdsætter vidensdeling på tværs.
Du vil blive en del af Byg- og Renoverings Sektion1, der har ansvar for et af landets største hospitaler, nemlig Rigshospitalet på henholdsvis Blegdamsvej og Glostrup Hospital. Derudover på Apoteket, samt Psykiatrien i Glostrup, med en projektportefølje på i omegnen af 150 projekter. Hver af områderne har hver deres særlige kendetegn og sundhedsfaglige fokusområder. Det giver os også en helt unik og meget forskelligartet hverdag med mulighed for projektledelse af store og små projekter, alle med formål at understøtte hospitalernes virke.
Om dig
Vi forestiller os, at du har erfaring med projektledelse, kender til byggeriets organisering, og har en uddannelsesbaggrund som maskinmester, ingeniør, konstruktør eller tilsvarende – gerne suppleret med en projektlederuddannelse og/eller erfaring med byggeri i sundhedssektoren. Hvis du har erfaring med økonomistyring i SAP, FM-systemet Dalux, datadrevet projektstyring eller lignende, er det også en fordel.
Som projektleder er du dygtig til at sætte tydelige rammer for samt lede et bygge- eller renoveringsprojekt og derefter sikre at projektet når godt i mål indenfor de aftalte rammer i tæt samarbejde med hospitalsledelse, rådgivere entreprenører og gode kolleger i ejendomsdriften.Og så er du en dygtig kommunikator i skrift og tale med blik for dine interessenter, kolleger og samarbejdspartnere – samt ved hvad der skal til for at drive projektet fremad indenfor de givne rammer.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Byggechef Hans C. Andersen på 20 59 60 19.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Ansættelse pr. den 1. januar 2025
Ansøgningsprocedure
Ansøgningsfrist er den 30. oktober 2024.
Om os
Center for Ejendomme er et koncerncenter i Region Hovedstaden, som siden 1. januar 2017 har varetaget regionens ejendomsportefølje på ca. 2 mio. kvadratmeter med alt fra fredede ejendomme til hospitalsbyggeri.
Sammen skaber, driver og optimerer vi de fysiske rammer for Region Hovedstadens hospitaler, virksomheder og centre samtidig med vi står for de relaterede ejendomsservices. Vi er med til at sikre optimale fysiske rammer for regionens ca. 40.000 ansatte og for de patienter, der skal føle sig ventede og velkomne, overalt hvor de kommer på regionens matrikler.
Vi er i fuld gang med at skabe et stærkt fagligt miljø med gode udviklingsmuligheder for Center for Ejendommes ca. 850 medarbejdere. Ambitionen er at være en stærk og værdsat samarbejdspartner, så vi sammen med regionens øvrige medarbejdere skaber en god oplevelse for patienterne. I Center for Ejendomme skaber vi en vigtig del af grundlaget for et velfungerende sundhedsvæsen.
Vores arbejde giver mening, fordi det handler om liv. Vil du være med til at gøre en forskel?
Du kan læse mere om Center for Ejendomme her .